Hele vejen rundt

Udgivet af: CFBU - Center for Boligsocial Udvikling september 2014
Kriminelle unge koster samfundet dyrt, viser ny undersøgelse fra Center for Boligsocial Udvikling (CFBU). I Vollsmose i Odense har man imidlertid knækket koden og fået 53 af de mest belastede unge i uddannelse og arbejde. Tre af drengene har valgt at fortælle deres historie, og om hvordan indsatsen har ændret deres liv.

15-årige Samir bor i Vollsmose i Odense. Han drømmer om at blive professionel fodboldspiller. Efter en periode med problemer har han skiftet skole og er begyndt at spille fodbold med nogle nye drenge. Han ser dog stadig sine gamle venner, og en eftermiddag er flokken på jagt efter småpenge til cigaretter - en episode, hvor det går ud over en mindre dreng, og som sidenhen udvikler sig til en række gaderøverier.

Samir bliver varetægtsfængslet, kommer en uge på en lukket institution, og selvom han ikke var hovedmanden bag røverierne, bliver han dømt til to års betinget fængsel.

Samirs held er, at han et halvt år tidligere har fået en personlig mentor, der hedder Abdulahi. Abdulahi begynder at mødes med Samir på fast basis og arrangerer samtidig en række netværksmøder med bl.a. Samir og hans familie, hans sagsbehandler og en uddannelsesvejleder.

Samirs mentor og netværksmøderne er del af en større gadeplansindsats i Vollsmose, der fra 2011 til 2014 har arbejdet på at forhindre unge i at komme ud på en kriminel løbebane. 69 unge har gennemført et forløb på 9 måneder, og af disse er 53 efterfølgende kommet i enten uddannelse eller arbejde. Et resultat der får Center for Boligsocial Udvikling til at betragte indsatsen som lovende.

Det er ikke blot til gavn for de unge selv og eventuelle fremtidige ofre, hvis deres kriminelle løbebane bliver brudt. CFBU har regnet ud, at de mest belastede kriminelle unge over en fem-årig periode koster samfundet ca. 900.000 kr. mere end lovlydige unge, i form af øgede udgifter til bl.a. politi, retsvæsen og overførselsindkomster.