Helhedsplaner og kriminalitetsforebyggelse

Sociale indsatser i udsatte boligområder giver signifikant færre kriminelle unge, viser CFBU's undersøgelse af kriminalitetsforebyggelse i landets udsatte boligområder. Antallet af kriminelle unge er siden 2009 faldet med 24 % i udsatte boligområder. Undersøgelsen viser, at helhedsplaner med et socialt formål har en del af æren for faldet.

Folketinget bevilliger i 2006 1.2 mia. kr. til boligsociale indsatser, der bl.a. skal være med til at mindske antallet af unge kriminelle i de udsatte boligområder. Indsatserne består bl.a. af mentorordninger, klubber og væresteder, fritidsaktiviteter og opsøgende gadeplansarbejde.

CFBU har undersøgt om indsatserne har formået at mindske antallet af kriminelle unge. I undersøgelsen sammenlignes 63 indsatsområder med 83 kontrolområder uden en kriminalitetsforebyggende boligsocial indsats, og der måles i perioden 2009-2013. I indsatsområderne falder antallet af sigtede pr. 1.000 unge med 24 %, hvilket svarer til 180 færre kriminelle unge ud af en samlet population på 8.500 unge.

Til sammenligning falder antallet af sigtede unge i kontrolområderne med 16 %, hvilket svarer til 80 færre kriminelle unge ud af en samlet population på 8.300 unge. Forskellen mellem andelene af sigtede i henholdsvis indsats- og kontrolområder er signifikant mindre i 2013 end i 2009, og det tyder på, at indsatserne har en effekt. I undersøgelsen kontrolleres samtidig for en række socioøkonomiske variable, der påvirker andelen af kriminelle unge i et boligområde.