Ny inspiration til byudvikling

Udgivet af: Realdania december 2015

Mange danske byer står over for den komplekse udfordring at udvikle eller omdanne byområder, der skal være en attraktiv og levende ramme om en nem og tryg hverdag og måske give hele byen et løft – samtidig med at byudviklingen naturligvis skal være bærdygtig både miljømæssigt, socialt, sundhedsmæssigt og økonomisk.

Udfordringen bliver kun større i takt med, at nogle byområder vokser og er under pres for at finde de gode løsninger på mindre plads pr. indbygger - mens andre byområder har et helt andet fokus, fordi de stagnerer eller måske ligefrem udtyndes. Det øgede pres på klodens klima betyder samtidig, at byerne må tænke i en langsigtet klimatilpasning, der på en smart måde samtidig imødekommer andre hensyn.

Med afsæt heri er der behov for at finde de gode greb og løsninger inden for hele spektret af udfordringer og discipliner, som har betydning for byernes udvikling – og det omfatter både de fysiske, de sociale og de økonomiske aspekter af byen og dens liv.

Realdania By har siden 2007 arbejdet med at bidrage til nye danske eksempler på, hvordan nogle af disse samfundsmæssige udfordringer, som følger af urbanisering og klimasituationen, kan løses – og hvordan en byudvikling ved netop at være tænkt strategisk og helhedsorienteret fra starten kan tilføre værdi til et større geografisk område og livskvalitet for de mennesker, der skal bo i eller på anden måde bruge det nye byområde.

Vi har samlet en række nye byudviklingsgreb som strategier, processer og konkrete fysiske løsningselementer, der alle er udviklet af projekterne sammen med deres rådgivere – og som i flere tilfælde er i fuld gang med at blive ført ud i livet, synligt for omverdenen.

Formålet er altså ikke at give en samlet beskrivelse af projekterne, men at formidle et udpluk af greb og løsninger inden for en række af byudviklingens temaer.

Vi håber således, at ”Ny inspiration til byudvikling” kan være til nytte for kommuner, rådgivere og andre professionelle, der arbejder med at skabe attraktive, levende og bæredygtige byer.

 

Kontakt

Realdania