Sårbarhed og handlekraft I alderdommen

Hvem er de sårbare ældre? Er der nye former for sårbarhed i alderdommen? Og er der nogen sårbare ældre, som systemet ikke når? Det er nogle af de spørgsmål, som denne rapport behandler.

Konklusion

Rapporten konkluderer, at det er vigtigt at modvirke tendensen til ”at brække ældrebefolkningen over i to”. Den virkelighed, man forsøger at indfange med begreber som ”stærke” og ”sårbare” ældre, er langt mere kompliceret, end en opdeling i to grupper kan indfange. Der er brug for mere viden om, hvordan den stigende variation og diversitet i aldringsprocesser kommer til udtryk, og hvilke dilemmaer, der karakteriserer forskellige forløb i alderdommen.

I stedet for opdelingen i stærke og sårbare ældre formulerer rapporten et perspektiv på sårbarhed, der kan opsamles under tre overskrifter:

  1. Sårbarhed er ikke én, men mange ting
    Rapporten præsenterer seks temaer fra diskussionerne af sårbarhed i alderdommen: fysisk forfald, udsathed, ulighed, skrøbelighed, familie og netværk samt kompensation og pleje. Blandt de etniske minoritetsældre er der desuden tale om en særlig udsathed omkring ikke at kunne dansk og omkring en udbredt oplevelse af savn på grund af brudte familier og flere hjemsteder.
  2. Sårbarhed og handlekraft hænger sammen
    I rapporten beskrives alderdommen som udspændt mellem sårbarhed og handlekraft, og pointerer, at det hverken er muligt eller ønskværdigt at skille disse to begreber ad: jo mere et menneske udfordres i alderdommen, jo mere ser vi også en handlekraft og en kreativitet i forsøget på at modsvare eller respondere på den udfordring, livet byder en.
  3. Sårbarhed ’smitter’
    Et familiemedlems sårbarhed influerer på andre familiemedlemmer, og familien er både en kilde til og et værn mod sårbarhed, ligesom plejepersonalet og ’systemet’ har afgørende indvirkning på den enkeltes oplevelse af sårbarhed i alderdommen. Man kan derfor ikke afgrænse sårbarhed i alderdommen til kun at omhandle det enkelte individ

 

Sidst peger rapporten på nye former for sårbarhed (nye typer af økonomiske og Familiemæssige problemer, samt digitalisering og adgang til ældreservices), ligesom etniske minoriteter og psykisk syge ældre er blevet udpeget som dem, systemet ikke når. 

Baggrund

Formålet med undersøgelsen er at bidrage til forståelsen af sårbarhed i alderdommen og dermed bidrage til de omfattende diskussioner af disse emner i vores samtid.

Feltarbejdet har haft fokus på at besvare følgende spørgsmål:

  1. Hvornår er man ældre eller gammel? Hvordan opleves og forstås alderdommen i vores samtid?
  2. Hvem er de sårbare ældre? Hvad fører til sårbarhed i aldring?
  • Er der nogen, der efterlades, nogen systemet ikke når?
  • Er der nye former for sårbarhed i alderdommen?
     

Metode

Det etnografiske feltarbejde er udført i Horsens og omegn fra foråret 2013 til foråret 2014 og har dækket land og by samt boligområder med store socioøkonomiske forskelle. Feltarbejdet har været inddelt i to faser. Første fase bestod af en kortlægning baseret på feltarbejde gennem brug af interviews og observationer. I anden fase udvalgte vi, med udgangspunkt i første fase, 10 ældre borgere for at få indblik i deres livshistorie, deres nuværende situation og deres oplevelser af alderdommen. Som afslutning på projektet er der udført et særskilt feltarbejde ud fra de samme grundprincipper målrettet tyrkiske og bosniske ældre.