Danskuddannelse for voksne udlændinge 2004-2006 – progression og benchmarking

Rapporten belyser progressionshastigheden blandt forskellige kursistgrupper på danskuddannelserne og sammenholder progressionshastigheden på den gamle og nye danskuddannelse.

Rapporten sammenholder progressionen hos udbyderne af danskuddannelse ved at beregne en benchmarkingindikator, som er et mål for, om progressionen hos den enkelte udbyder er hurtigere eller langsommere, end man kan forvente, givet de karakteristika kursisterne hos udbyderen har.

Analyserne i rapporten viser, at effektiviteten i danskundervisningen er steget markant under den nye danskuddannelseslov, der trådte i kraft 1. januar 2004. I perioden 2004-2006 bruges der færre undervisningslektioner på at nå specifikke kompetenceniveauer end tidligere. I analyserne er det dog ikke muligt direkte at se, om det alene er de nye instrumenter og rammer under den nye lov, der er årsag til udviklingen.

Undersøgelsen viser, at det kræver færre lektioner at gennemføre moduler på Danskuddannelse 3 end på de øvrige danskuddannelser. Den langsomste progressionshastighed findes på danskuddannelse 1. Inden for de enkelte danskuddannelser er der mange forhold, der har betydning for, at nogle kursister er hurtigere til at lære dansk end andre. Analyserne viser, at kursister har hurtigere progression, hvis;

  • de ikke lige er ankomne til Danmark (signifikant for kvinder på Danskuddannelse 1 og 3)
  • de er under 30 år (jo ældre jo langsommere)
  • de har en lang skolegang med fra hjemlande
  • de har lavt fravær · de kommer fra et vestligt land

Progressionen afhænger dog også af, hvilken udbyder kursisten går hos, idet der er nogle udbydere, der er hurtigere til at lære kursisterne dansk. Således viser analyserne, at hvis man tager hensyn til, at nogle udbydere står over for en sværere opgave end andre, fordi de har mange kursister med svage forudsætninger for at lære dansk, så er der alligevel forskel på progressionshastighederne mellem udbyderne.

Del din integrationsviden

Indsend rapport, håndbog eller lignende:
Udfyld skema her

Har du metoder og gode erfaringer, der ikke er beskrevet i en rapport?
Udfyld skema her