Roskilde Modellen - 2015

Udgivet af: Roskilde Kommune, Integration og Sekretariat januar 2015
Roskilde Kommune har udviklet en model, der giver alle nyankomne flygtninge et overblik over, hvilke aktiviteter de kan og skal deltage i fra ankomsten til kommunen og frem til integrationsperiodens ophør. Aktiviteterne inkluderer blandt andet et højskoleophold med fokus på ’turbodansk’ efterfulgt af sprogpraktik og sprogskole.

Ideén med modellen er at give flygtningene en færdig pakke med det, der skal ske efter deres overgivelse til kommunen. Højskoleophold er obligatorisk i de første 26 uger efter modtagelsen. Målet med højskoleopholdet er at give flygtningene et godt kendskab til det danske sprog og viden om kultur og samfund, samt at lave en uddannelses- eller erhvervsplan med støtte fra en mentor fra højskolen. De nye flygtninge får derved et intensivt fuldtidsforløb. Flygtninge kan også uden et højskoleophold opnå et fuldtids kombinationsforløb (sprogskole og praktikplads), men erfaringer viser, at meget få praktikpladser så er åbne for dem, da de ikke kan tale tilstrækkeligt godt dansk på det tidspunkt.

I forbindelse med modtagelsen udarbejdes der en 3-årig uddannelses- og erhvervsplan, som kan kombineres på mange måder. Idéen er, at indholdet ligger fast det første år. Det indeholder et 26 uger langt højskoleophold med fokus på ’turbodansk’ efterfulgt af sprogpraktik og sprogskole. 2. og 3. år tilrettelægges som hidtil i et samarbejde mellem den enkelte borger, sagsbehandler (Beskæftigelsesafsnittet) og virksomhedskonsulent (Jobservice) i Jobcentret.

Den 3-årige uddannelses- og erhvervsplan printes ud på et farvet papir og bruges ift. den enkelte flygtning som en visuel integrationsskabelon. Integrationsskabelonen er tænkt som et hurtigt overblik over det 3-årige integrationsprogram. Yderligere er det tanken, at den enkelte flygtning ved modtagelsen får skrevet i sin integrationsskabelon, hvornår vedkommende skal være færdig med sin danskuddannelse. Der skal følges op på denne dato i slutningen af det 1. og 2. år og i løbet af det 3. år.

Gennemførelse af denne model forudsætter, at Jobcentrets Jobserviceafsnit som det første skal sørge for et sprogpraktiksted, når vedkommende afslutter højskoleopholdet. Særligt ved hjemkomsten fra højskoleopholdet i juni måned vil der være behov for et fuldtidspraktikforløb, da sprogskolen har sommerferie.

Tilbuddet om højskoleforløb har i starten været frivilligt, men blev fra august 2012 en fast bestanddel i ’Roskilde Modellen’ og er dermed som udgangspunkt obligatorisk for alle nyankomne flygtninge i målgruppen.

Undervisningsindhold på Kalø Højskole
Kalø Højskoles forløb for flygtninge er et af de tilbud, Roskilde Kommune bruger til formålet. Elverne undervises 30 timer om ugen mellem kl. 8.30 og 15.00 i dansk som andet sprog, danske samfundsforhold, kultur og historie samt idræt. Efter undervisningstiden er der mulighed for deltagelse i sociale aktiviteter og sport i form fodboldturnering, bordtennis, mountainbike ture mv., arrangeret af eleverne selv. Der er også mulighed for friluftsaktiviteter som kajak og klatring.

Målgruppe
Målgruppen for Roskilde Modellen er enlige flygtninge mellem 18-40 år. I screening af om den enkelte person kan visiteres til et højskoleforløb, tages der individuelle hensyn til vedkommendes situation i samarbejde med Jobcentrets Integrationsteam.

Resultat og effekt

Roskilde Modellen med det obligatoriske højskoleophold, tilbyder de nyankomne flygtninge et intensivt fuldtidsforløb. Kommunens erfaring er, at et fuldtidsprogram, som højskoleopholdet tilbyder, ikke alene giver flygtningene et ’sprogligt boost’, men medvirker også på anden vis til opkvalificering og socialisering af målgruppen ovenpå deres tidligere ophold på et asylcenter eller mangeårige flugt. Flygtningene får under højskoleopholdet en dagligdag med en fast rytme, intensiv sprogstimulering og introduktion til det danske samfund- og kultur, som de dagligt kan praktisere med de øvrige elever på skolen, samt med skolens personale. De flygtninge, der har gennemført et forløb på en højskole, udtrykker selv tilfredshed med deres forløb og vores erfaring er, at de flygtninge, som har gennemført højskoleophold, i højere grad er blevet rollemodeller for andre flygtninge. De er i højere grad selvhjulpne ift. kommunikation, og det hjælper dem i deres dagligdag og i forhold til deres interaktion med Jobcentret, og på de arbejdspladser/praktiksteder de begynder på efterfølgende.  

Brug værktøjet

I takt med at behovet er blevet større, har Roskilde Kommune indledt samarbejde med nye højskoler om etablering af særlige forløb med ’turbodansk’ til flygtninge.

Et væsentligt element er at finde de egnede højskoler, der ser det som en positiv udfordring at modtage flygtninge, som ofte bærer på traumer og helbredsproblemer, og som trods en velvillig indstilling til højskoleopholdet kan have det vanskeligt. Formidlingen af hele konceptet er også et aspekt, der er værd at arbejde med. Uddannelses- og erhvervsplaner og specielt højskoler er ukendte for flygtninge, der ikke ved, hvad de kan vente sig af et sådant ophold.

Samarbejdet med højskolen er selvsagt essentielt. Roskilde Modellen indebar i udviklingsfasen og nu i driftsfasen, et tæt samarbejde på tværs af driftsafsnit i Jobcentret. Et godt tværgående ledelsesmæssigt samarbejde er derfor påkrævet, ligesom kendskab til modellen blandt integrationsmedarbejdere og virksomhedskonsulenter er vigtigt for sagsbehandlingen.

Udgivet af: Roskilde Kommune, Integration og Sekretariat i samarbejde med Jobcenter Roskilde, januar 2015. 

Kontakt

Roskilde Kommune, Integration og Sekretariat
Maria Tvarnø og Khalil Ahmad (khalila@roskilde.dk)
Del din integrationsviden

Indsend rapport, håndbog eller lignende:
Udfyld skema her

Har du metoder og gode erfaringer, der ikke er beskrevet i en rapport?
Udfyld skema her