Gråzonesprog - klar tale i lektiecafeen

Udgivet af: Brug for alle unge, Undervisningsministeriet september 2014
Denne guide sætter fokus på sprogets betydning i lektiehjælpssituationen og giver dig gode råd og øvelser til at bruge sproget rigtigt.

Lektiecaféerne udgør et rum, hvor børn og unge kan få tid og mulighed for at åbne skolens sprog sammen med frivillige lektiehjælpere, som ofte kommer til at spille en rolle i børnenes liv. Børnene kan her få arbejdet med de koder og faste skole-vendinger, som skoleverdenen er fuld af. Lektiecaféerne er et godt sted for børnene at stille spørgsmål til de ting, der måske gik lidt for hurtigt i skolen og få sat egne ord på fagenes indhold. Fag og sprog hænger tæt sammen, og frivillige lektiehjælpere kan være med til at stimulere dette samspil og styrke adgangen til læring for tosprogede elever.

I dette hæfte sætter Brug for alle unge fokus på sproglig opmærksomhed og tosprogethed i lektiehjælpssituationer - og opfordrer frivillige lektiehjælpere rundt om i landets lektiecaféer og lektiehjælpstilbud til at gøre det samme.

Når du som frivillig lektiehjælper øger din opmærksomhed på det sproglige, på ord og begreber og på den kommunikation, der foregår, kan det gøre lektiecaféen og den læring, der udspiller sig her, endnu mere givtig for eleverne. Gråzonesprog - klar tale i lektiecaféen, som Brug for alle unge har udarbejdet, giver dig som frivillig lektiehjælper anbefalinger og konkrete øvelser at arbejde med – anbefalinger og øvelser du kan plukke af og arbejde videre med, så det passer til de faciliteter og den målgruppe, der er i den lokale lektiecafé.

Kontakt

Brug for alle unge, Undervisningsministeriet
Lisa Goth
-
Tlf.: -