Teen City

januar 2010
Teen City er et spil for unge, hvor de skaber deres egen avatar. Spillet simulerer forskellige situationer, hvor de unge må træffe en beslutning, som påvirker avataren og hans/hendes omgivelser.

Spillet ”Teen City” udfordrer den unge i forhold til, hvad der er god opførsel, og hvordan man forebygger vold og kriminalitet blandt børn og unge. De unge kan i spillet designe deres egen avatar. Via mobilen kan de sende avataren videre til vennerne. På den måde kan man lægge vennerne ind på computeren og møde dem i spillet.

Spilleren kan tjene point ved at give de rigtige svar, som sender spilleren videre til næste udfordring. Selve spillet foregår i en fiktiv by, hvor man bevæger sig rundt og bliver udsat for forskellige udfordringer. Man kan gå ind i en butik og blive fristet til at stjæle, man skændes med sine forældre, man møder nogle unge på gaden, som lokker en i forfald, man kan vælge at forlade sin lillesøster, som man passer, for at være sammen med sine venner osv.

SSP i Vejle har været med til at udvikle spillet. Det kan bruges i SSP-regi, i klubber, skoler mv.

Teen City er udviklet som en del af EU-projektet ”Police’s Itineraries in the Multi-Professional Network for the Prevention of Juvenile Delinquency” (ITER). Projektet fik støtte fra EU’s INTI-program (Integration of Third Country Nationals).